Æglægning

Her kan du læse omkring æglægning hos landskildpadderne. Vi har her på siden forsøgt at dele de væsentligste ting omkring æglægning ind i forskellige ansnit som fx; 


Hvor gammel din skildpadde skal være før den lægger æg, hvornår på året du kan være heldig at få æg, hvor de foretrækker at lægge deres æg, selve æglægningsprocessen, antal æg du kan forvente, lidt omkring læggenød samt æg ved indendørshold af landskildpadderne.

Hvor gamle er de før de lægger æg?


Der er ikke nogen bestemt alder for hvornår man kan forvente, at hunnerne lægger æg for første gang.


Vores erfaring er at de unge hunner begynder at lægge deres første æg fra 8 års alderen, hvor andre lader sig vente til de er omkring 12 år gamle.


Det ses også ofte at der kan gå nogle år fra første æglægning, til at hun lægger æg som er befrugtede.

Hvilket tidspunkt på året lægger de æg?


Her hos Leeds Landskildpadder lægger skildpadderne gerne æg fra omkring slut april/maj måned og frem til august/ start september måned. 


Vi har ofte oplevet at nogle af hunnerne allerede lægger deres første æg, en uge efter de er stået op fra vinterhi. Mens andre hunner venter et par uger mere og andre længere tid

Hvor lægger de æg?


De fleste skildpadder vægler at lægge deres æg et solrigt sted, og gerne et højere punkt i anlægget.

Sørg for at jorden ikke er alt for hård ved æglægningshøjen, da hun vil have svært ved at grave hullet til sine æg.


Vi har lavet vores æglægningshøje med ugødet spagnum blandet op med sand og grus, og det fungere helt perfekt hos vores skildpadder.

Hvordan foregår æglægningsprocessen?


Med bagbenene graver hun et 7-10 cm dybt og bredt hul, hvor hun lægger æggene. I følge vores observationer, gør de det meget omhyggeligt ved ikke bare at smide ægget, men først placere det på et af deres bagben for derefter forsigtigt at lade det falde ned i hullet til de andre æg.

Derefter lægger hun ægget i hullet og hælder en smule jord imellem inden det næste æg lægges. Når hun er færdig med at lægge sine æg, dækker hun omhyggeligt hullet til igen, og i de fleste tilfælde kan det faktisk være svært at se der hvor hun har gravet. 


Et lille trick til bedre at kunne se hvor der har været gravet, er at sprede knuste muslingeskaller hen over jorden, eller drysse lidt sand ud over.


Igennem hele æglægningsprocessen er hun meget fokuseret og ser ikke ud til at blive forstyrret af noget. Hverken af ​​andre dyr eller af mennesker. Interessant nok lader vores andre skildpadder altid den æglæggende hun være alene, hvilket du også selv skal gøre.


Hele denne proces kan tage alt lige fra 30 minutter til et par timer.

Hvor mange æg lægger de?


Antallet af æg pr. æglægning kan varierer meget fra gang til gang, men det kommer også an på hvilken skildpaddeart der er tale om. Større skildpaddearter lægger oftest også flere æg, end de mindre skildpaddearter gør.


De yngre hunner lægger typisk mindre og færre æg end de ældre og mere erfarne hunner.


Maurisk: 3-12 æg

Græsk: 2-10 æg

Russisk: 2-4 æg

Bredrandet: 3-15 æg


Ovenstående antal æg for de forskellige skildpaddearter er kun vejledende og udelukkende baseret på egne erfaringer.

Hvor mange gange lægger de æg?


Det kan varriere meget hvor mange gange en hun lægger æg, i løbet af en sæson.
Vi har oplevet fra 1 til 4 gange, men typisk 2 gange i løbet af en sæson.


En af vores ældste hunner har stadig rekorden i æglægning her hos Leeds Landskildpadder.
I år 2019 lagde hun nemlig 3x9 = 27 æg på en sæson, så hun har en hel del efterkommere som nu går rundt i anlægget.


Det ses også at nogle hunner kan finde på at springe en eller to æglægnings sæsoner over.


Skildpadderne lægger æg igennem hele deres liv, så det kan nå at blive til mange unger.

Hvad er læggenød?


Nogle skildpadder kan have problemer med at lægge sine æg, dette kaldes for læggenød.


Læggenød kan forekomme af forskellige årsager, blandt andet; Æglægningsmuligheder, stress, mangel på kalk, bevægelse osv. 

Hvis ikke der foretages nogen indblanding i tilfælde af æglægningsproblem, kan skildpadden i værste fald dø.


Hvis din skildpadde ændre adfærd i forhold til indtagelse af mad, aktivitet eller usædvanlige vægtændringer, kan læggenød være problemet.


Et røntgenbillede hos dyrlægen kan afklare, om din skildpadde er i akutte lægningsproblemer eller ej.

Kan æglægning forekomme indendørs?


Selvom skildpadderne holdes indendørs, vil du opleve at de lægger æg. Her er det vigtig at sørge for at have et bundlag der er dyb nok til at hun har mulighed for at grave sine æg ned, dog kan dette være en udfordring at lave disse forhold indendørs.


Hvis ikke hun har mulighed for at grave sine æg ned, vil man opleve at hun kan finde på at lægge dem rundt omkring i terrariet og måske komme til at ødelægge nogle af dem.


Hvis de holdes indendørs kan de af gode grunde heller ikke komme i vinterhi, det vil sige at de får en helt anden rytme end de skildpadder der holdes udendørs året rundt. Derfor kan de finde på at lægge deres æg på alle tidspunkter af året.